Når man ordner på alle planer på en´gang !

Jeg har i løbet af den sidste halvanden uges tid pakket oppe i vores gamle, rådne hus. Sagen kan langt om længe fortsætte, så huset skulle besigtiges. Men for at det kunne lade sig gøre skulle hus og have ryddes op.

Jeg var så småt begyndt oppe i huset i begyndelsen af august. Gamle kasser om, hvor der har været mus og andet godtfolk på besøg er blevet endevendt og pakket om. Jeg har fundet mit elskede atlas igen og mine ankelkæder – godt det stadigvæk er lidt sommer…

Men det har også været hårdt – benhårdt, både fysisk, socialt og personligt. Jeg nåede i ugens løb at have en næsten ubrugelig venstre arm, voldsom forkølelse og menstruation, tolv timers daglig pakning og masser af socialt samvær med de søde mennesker, som har hjulpet. Alt suppleret og belyst af solen og den varme vind.

De indre planer er også blevet ryddet op, jeg har fundet gamle billeder af mor og far, både som levende og døde, kigget i gamle papirer, sorteret, smidt ud og pakket på ny, og i nat lå jeg så og kunne mærke hvordan der er blevet plads indeni, jeg er ikke så bange og intimideret mere af mine sorte hjørner og dunkle værelser.

Det er en dejlig fornemmelse at få ryddet et rum indeni. Det fremstår lyst, nymalet, med trægulv og bølgende hvide gardiner foran de åbne vinduer, hvor man kan fornemme den milde og varme brise fra havet. Her er ro og fred og plads til livet.

Og med disse ord vil jeg holde en lille pause fra skriveriet på denne blog. Jeg har meldt mig til to skrivekurser i løbet af efteråret, så jeg må jo nok indse at mine bidrag her bliver begrænsede, men hvem ved…

Tak fordi du har læst med på min rejse indtil nu, vi skrives ved

Frontalangreb !

I går ringede vores advokat efter 3/4 års tavshed for at sige at nu var der bevilget retshjælpsdækning til syn og skøn af det gamle hus, og så ville han iøvrigt gerne komme på besøg…

Fedt, og hvad gjorde jeg, begyndte at græde ! Og hvorfor nu det ?

Lidt forhistorie, jeg har det meste af august gået oppe i det gamle hus og pakket ting ned og om. Hårdt og tungt arbejde sådan at gå i noget, der er forbi sidste salgsdag. Men samtidig med at jeg pakker, ordner og pakker jeg også nogen tunge fortidsting indeni mig selv, så en art gratis terapi, om man vil.

Har i den forbindelse fremprovokeret gamle smerter i min venstre arm, så den pt ikke rigtig er funktionsdygtig, og da så advokaten ringede i går udløste det lige hele kategorien af skemaer omkring tryghed og forladthed. Blev forladt 8 gange i mine drømme i nat…

Har siddet stille her til morgen med en kop kaffe og blot været i de myriader af ting, der dukker op, den ene mere tung end den anden, forstemmende følelser, som lammer åndedrættet halvvejs nede, ukontrolleret sult, lyst til at pille fingre og drikke vin, at dulme, men nu sidder jeg her og blot prøver på at lægge mærke til hvad der kommer forbi.

Så nu skal der pakkes, skal i dag tage billeder af al min keramik og have det pakket, og så skal det ellers gå slag i slag over weekenden, så vi kan få det overstået, og måske er der også et lille glimt af frihed i alt dette. Der er meget, der skal smides ud. Hvis vi ikke har haft brug for det de sidste 4 år, hvad er så sandsynligheden for at vi får det senere ? Og det handler heller ikke så meget om ting, men mere om følelsen af at fundamentet igen hives væk under mig.

Frontalangreb indeed ! Men nu har der selvfølgelig også været fred lidt

Ro i lejren !

Altid godt med en lille krigs metafor i overskriften, så er vi ligesom sporet ind på sagen

Men der er ro i min lejr, lige nu, og det har der været siden min sidste blog post. Hvorfor, er jeg ikke helt sikker på, men måske har det noget at gøre med mine små stilfærdige forsøg på at leve i nuet, og på at prøve på at være i de stormfulde følelser, når de kommer brusende ind over mig.

Jeg har tilføjet en ny side om Richard Moss og hans begreb om livets mandala, som er en meget stor hjælp i arbejdet og forståelsen af nuet.

Min egen version af livets mandala er fra før jeg læste hans bog, og er lavet i en af mine sketchbøger: Det er ikke de samme ord, men hensigten og illustrationen er den samme, nemlig at lære at være her og nu og kunne rumme sig selv på godt og ondt.

Min mandala

Når verden krakelerer !

Det måtte jo komme en dag ! En dag måtte vel alle skemaerne komme i fuldt flor på en´gang, og det skete så i aftes, så jeg har grædt den fortvivledes gråd det meste af natten, set mine sorte huller i øjnene, de ligefrem grinede af mig, og erkendt at jeg ikke orker at gemme mig mere, må stå frem og være ærlig om min utilstrækkelighed, noget jeg har skammet mig over i mange år. Faktisk noget af en overraskelse oveni de andre skemata at det med skam og følelsen af uelskelighed også skulle med i pakken ! Har øjne så hævede som øgler i dag, så det har været en lang dag på kontoret.

Det er nu halvanden uge siden jeg skrev det første afsnit, siden har der hverken været tid eller energi til at skrive videre, men i dag kan jeg lidt igen, og måske med lidt mere bevidsthed på tingene.

Intet er vel som før… men har følt mig lammet og rådvild, så det har været fint at have en masse arbejde ved siden af. Det virker som om at den skemafokuserede terapi har været rigtig god for mig til at diagnosticere og få øje på mine gamle skemata, men halter lidt i sine forslag til videre bearbejdning, eller har jeg ikke læst det godt nok endnu ??

Der er en interessant kobling til mindfullness, men mere om det i en anden post.

I går var jeg så til kranio-sakral behandling for min nakke – altid en udsøgt fornøjelse – og vi snakkede lidt om livets generelle tunghed pt, og så anbefalede hun mig Richard Moss, “Livets mandala”, som måske kunne give lidt nyt input. Så jeg gik forbi boghandelen og købte det sidste eksemplar, satte mig på en cafe´i blæsevejret, indhyldede mig i et fleece tæppe, bestilte en gang brunch og en stor kop, stærk kaffe og så gik jeg i gang med forordet. Og siden har jeg læst… og det er som om det er skrevet lige til mig, hør her;

“Nede under vores overlevelsespersonlighed ligger der noget, som vi forsøger at beskytte os selv mod at mærke. Og før eller siden vil det uundgåeligt komme op til overfladen. Dette sker måske i forbindelse med, at et forhold brydes, med tabet af et job eller en anden traumatisk begivenhed. Måske sker det simpelthen, fordi vores manglende evne til at indfri det idealiserede selvs forventninger til sidst får os til at bryde sammen af udmattelse. På et tidspunkt som dette kan vi komme ud i en sådan fortvivlelse eller et så irrationelt raseri og selvhad, at vi føler det, som om vi er ved at gå i opløsning, er ved at blive vanvittige” Side 72-73

Bedre kan det vel ikke siges !

Og trøsten måske !

“Nu er vi langt om længe nået til vores indre ragnarok, kampen mellem det falske selvs overherredømme og vores sande selv. Når dette sker, er vi først og fremmest nødt til at lære at bruge bevidsthedens kraft til uophørligt at bevidne vores egen lidelse med ubegrænset medfølelse” Side 73.

“Ironisk nok befinder vi os i den naturlige helbredelsesproces, hvor vi bevæger os ud over vores egne begrænsninger, men alligevel opleves det, som om det kan , og til sidst også vil, føre os til en fundamental identitetskrise.” Også side 73.

Et halmstrå at gribe efter ? Måske, det vil tiden vise.

Gennembrud omkring mit mad skema ?

Jeg stod op kl. 6 i morges, kunne ikke sove mere, havde igen igen haft ondt i maven om natten og hovedet fyldt med triste og bekymrede tanker. Består livet af selv-pineri, nu kan jeg snart ikke passe mit tøj igen, kan ikke leve, hvis jeg ikke er tynd, vigtigt at kunne mærke mine hofteben …. kværnen kørte. Men orker ikke mere, et tilbagevendende tema pt. Er træt af alt den selvoptagethed omkring størrelsen på min mave etc… og på hvor meget mad fylder i mit liv.

Jeg satte mig med et tæppe om benene ved spisebordet, mit pendul og min skemabog, og så lod jeg ellers alt flyde frit, og her er pt, hvad der kom ud af det:

Jeg tillader hermed mig selv at spise, hovedprincippet er opløsning af faste måltider, pt vil jeg småspise hele dagen. Der skal altid være mad tilgængeligt, så jeg kan spise uanset hvad klokken er og hvor længe siden det er siden jeg har spist sidst.

Det gik op for mig at jeg jo trods alle lidelserne blot vedligeholder mit skema omkring mad, tror det hører ind under kategorien “afsavn” ? Da jeg lå mit første år på hospitalet var det med faste spisetider og det var det, ikke noget med mad udover, så jeg lærte hurtigt at spise når der var mad, ellers døde jeg jo af sult. Og den mekanisme har jeg haft lige siden, mere eller mindre bevidst.

Så mit projekt sidste år med at tabe 25 kg ved omlægning, men primært afsavn passede lige ned i skema´et, og havde så den positive side effekt, at så kunne resten af verden jo se at det ikke var fordi jeg manglede selv-kontrol, tværtimod, de blev alle sat af op af bjerget, for at bruge Tour-de-France jargon.

En værdig hævn over alle de sårende bemærkninger jeg har fået i mit liv, som “har du ikke taget på ?”, “spiser du ikke hele tiden ?”, “hvor spiser du meget, så skal du jo blive tyk” etc. Men det blev en pervers form for glæde, som glædede mit skema og mit ønske om hævn, men ikke min sjæl. Så giver det god mening, at dilemmaet er uløst, selv-diciplin kontra umådehold, hvor blev det gode liv af ? Der er åbenbart ingen mellemveje i mit liv ?

Jeg fandt ved et tilfælde nogen billeder af far liggende i sin kiste forleden dag, blev dybt berørt af billederne af den døde gamle mand, som jo ikke lignede min far, men fornemmede så senere om natten den store kraft der kommer ud af at forholde sig til de sorgfulde ting, mor, der i går døde for 10 år siden, Oscar som for 2 år siden lå varm og slap i mine arme. Der er livskraft bagved sorgen, og det føles som om den er tilgængelig nu ?

Så nu skal jeg til at spise, altså spise for at leve ! Og jeg vil prøve at fokusere på det positive, de gode ting man kan spise og ikke alle forbuddene, som jeg straks var i gang med at skrive ned i morges, men fik stoppet.

Jeg fik hjælp af pendulet omkring hvilke typer mad, jeg bare kan spise løs af;

• Protein, alle slags
• Grøntsager, alle typer
• Nødder, alle typer
• Olie, primært oliven, hørfrø, raps og sesamolie

Så jeg har lavet salat med nødder og olie, mens jeg lavede morgenmad og sidder nu og spiser det med lidt skinke.

Vil tage ansvaret for mit liv nu, specielt alle de basale ting, som aldrig er blevet dækket ordentligt og bevidst, herunder holde varmen, være tryg og mæt !

Jeg accepterer hermed ansvaret for at lave god og nærende mad til mig selv og sørge for at det hele tiden er tilgængeligt !

Stærkt provokerende, har allerede haft besøg af mad monsteret og voldsom uro indeni, meget utrygt for de gamle skema´er !

Så gik jeg i seng igen og sov til klokken 10 !

Eksempel på mit forladthedsskema i fuldt vigør !

Jeg oplevede et rigtig godt eksempel på mit forladthedsskema lige før pinse.

Jeg havde aftalt med min veninde at når jeg var færdig med mit møde på Østerbro, så ville jeg ringe, og så skulle vi mødes og spise lidt mad. Jeg glædede mig meget, for det havde været en hård periode inden med dødsfald og en masse arbejde, og der var masser af ting jeg gerne ville vende med hende.

Som aftalt, så gjort. Mit møde trak ud og var først færdigt kl. 18.30, og da jeg ringede til hende sad hun hjemme i sit køkken, og orkede ikke at gå ud og mødes med mig !

Det var ligesom at få et slag i mellemgulvet, al luften forsvandt og jeg stod lidt desorienteret dernede ved Søerne ! Hvad nu ? Nå, jeg ringede til Nikolaj, og han var på vej hjem inden så længe, så jeg gik hen på en af mine yndlingscafeer og fik et glas vin, mens jeg tyggede lidt på det her.

Jeg følte mig svigtet, grundlæggende svigtet af en, som jeg aldrig troede ville gøre det, og her havde jeg så meget brug for at vi mødtes, det var i hvert et tilfælde hvad jeg mente jeg havde udtrykt ! Og det blev ikke bedre da jeg senere på aftenen modtog en “morsom mail”, som blev rundsendt af hende, så det var der tid til… Var vel blevet 4 år igen !

En af mine helt tydelige skema reaktioner er at vende hende ryggen, har gjort det før i mit liv, meget konsekvent ! Det er ikke ofte, at folk har fået en chance mere !

Hun sendte mig en SMS om lørdagen og spurgte om vi kunne tale sammen, men jeg ignorerede den til søndag, og sendte hende så en SMS fra Gilleleje om at jeg først kom hjem i slutningen af pinsen, og så har jeg forholdt mig meget afventende siden.

Vi har snakket sammen en enkelt gang siden, hvor det var tydeligt at høre på hende, at hun syntes vi havde haft en anden type aftale, som ikke var helt så løs, og jeg gled af på det, og tog det til indtægt i min egen monitorering af mig selv.

Sidste weekend fik jeg også en SMS fra hende om vi skulle ses i løbet af weekenden, men der var både begravelse og fødselsdag, så det var ikke praktisk muligt. Smerten er stadigvæk present, og jeg lader den pt være der, og ser på hvad der kan opløse og ændre den. Og selvfølgelig vil jeg snakke med hende om det, men et fantastisk eksempel var det !! Også fordi reaktionen var totalt umiddelbar og næsten ukontrollabel !

Hvorfor fungerer mit liv kun til ved fire tiden om eftermiddagen ?

Klokken er halv fem en sommer eftermiddag. Der er stadigvæk lidt sol på terassen, og jeg har lige holdt en pause fra bilagene og læst et kapitel i min nuværende bog, mens jeg samtidig har holdt lidt øje med mig selv. Jeg har her det sidste års tid ind imellem tænkt over hvorfor mit liv kun fungerer til ved fire tiden om eftermiddagen ?

Jeg spiser fornuftig morgenmad og til dels også frokost, er pt ved at eksperimentere med at lade portionerne til frokost og midt eftermiddag være nogenlunde lige store, men stadigvæk, når jeg når midt eftermiddag er jeg konstant sulten, tænker på mad og bliver rastløs. Nogen gange lykkes det mig at arbejde videre til tidlig aften, så spise lidt, gå tur og så er det vel den aften, men ofte føles det som en kamp, hvor tiden skal overståes, og ikke en følelse af god tid og masser af tid, specielt nu hvor det er lyst så længe. Drikker mere kaffe og nogen gange noget vin, spiser chokolade, venter på Nikolaj kommer hjem, får normalt sent aftensmad, venter, venter, venter…. rastløsheden og uroen vælter ud i tastaturet ! Piller fingre, flår i ting… oprøret ulmer.

Hvad sker der her midt eftermiddag ? Er det noget kemisk / biologisk eller hvad ? Er der nogen oprindelige vaner fra hospitalet, som sidder dybt i mig ? Hvad laver man der sidst på eftermiddagen, sidder/ligger man og venter på maden, måske lidt underholdning hvis man er heldig ? Er der ikke mere nogen undskyldninger for ikke at lade sig overmande af ensomheden ? En enkelt krigs metafor, igen, igen !

Prøver lige at lade uroen fylde det hele, et skema ? Er det det kritiske tidspunkt for om jeg er i live den pågældende dag ? Kamp indeni ! Har spist og især drukket for meget det sidste stykke tid, så er blevet tykkere igen, sidder lige midt på maven, kan næsten ikke holde det ud og har lyst til at holde op med at spise, blive slank igen. Men den følelse går i direkte kamp med uroen og rastløsheden, så på den ene side har jeg tanken om at det nok er bedst ikke at spise ret meget mere resten af dagen, så jeg kan være lidt småsulten, når jeg går i seng, så kan jeg rose mig selv og synes det har været en god dag ? Ikke et ord om spiseforstyrrelse, den tager vi en anden dag… , og så på den anden side, en mere eksistentiel urolighed, hvis jeg ellers fornemmer korrekt ? Tygger som en vanvittig på mit tyggegummi… har også ondt i nakken nu, lige der i højre side, hvor jeg i går under min kranio-sakrale session fik kontakt med barnet, det lille barn, som bærer hele verden på sine skuldre og næsten ikke kan holde hovedet oppe !

Går lige lidt… har lige siddet lidt ude i solen igen og mærket på det hele – kroppen er klart i undtagelsestilstand, mit hjerte hamrer, fingrene bevæger sig og hjernen er aktiv i et rasende tempo. Har vel altid dulmet med mad og drikke. Kunne man dulme, lave våbenhvile på en anden måde, meditere lidt måske, foretage nogen rent fysiske handlinger ??? Hvad skal der til ?

Har lige læst og lavet lidt noter omkring forladthedsskemaét, men det føles ikke helt, som om det kun er det ! Spiser lidt hindbær og mærker videre. Overvejer også hvornår jeg plejer at falde til ro igen. Tanken om mad og vin lurer inde bag ved panden…

Læser lige hvad jeg skrev, interessant ubevidst kobling mellem eftermiddagskvalerne og mad, se bare afsnit 2 ! Ja, mad går vel igen i alle afsnit

Så hentede jeg en GT´ er og på vej op i huset efter is, fik jeg tanken, hvad hvis jeg nu sætter mig og farver hver gang rastløsheden og uroen kommer, var det måske et forsøg værd ? GT ´eren dur ikke – hvad så ???

Våbenhvile med verden !

Der er sket noget interessant her de sidste 14 dage – jeg har mere eller mindre bevidst sluttet våbenhvile med verden re min tidligere blog post om at leve i en krigstilstand.

Jeg er ikke så bange for verden mere, tror ikke mere instinktivt at den vil mig kun ondt, en art mærkelig fred er indtrådt, måske er det våbenhvilen ?

Jeg er mere nysgerrig, hvad sker der, hvordan fungerer verden og hvem er der ude ? Opdagede en dag at ikke mindre end 3 forskellige mennesker havde henvendt sig til mig for at spørge om vej eller andet. Normalt henvender folk sig aldrig til mig ! Blev så glad !

Har nemmere ved at være mig selv, også i sociale sammenhænge, hvor jeg ofte har følt mig marginaliseret, på sidelinien og udenfor. Nu går jeg rundt og hygger mig uden de store forventninger og ønske om behovsdækning fra andre mennesker.

Føles lidt som om illusionen er væk, vi er alle mennesker på godt og ondt.

Så fedt !!

Youngs spørgeskema og hvad jeg fik ud af det !

Bagest i Young´s bog “Kognitiv terapi”  findes et spørgeskema med 205 spørgsmål, som har til formål at afdække ens forhold til de forskellige skema typer. Man giver point fra 1-6 alt afhængig af hvor meget det pågældende udsagn gælder for en´selv, 6 er det højeste udsving.

Der findes ingen facitliste, men spørgsmålene er grupperet efter skema type, og en helt sikker indikation på at jeg havde fat i noget, var den knugende fornemmelse jeg fik i maven ved nogen helt specifikke typer spørgsmål.

Min første tanke da jeg havde svaret på spørgsmålene var; “Sikke meget der kan gå galt mens man vokser op !”, og min næste tanke var “Egentligt fantastisk at verden og vi eksisterer på trods af !”.

De fleste mennesker vil nok kunne nikke genkendende til nogen af spørgsmålene, så kunsten må være at uddrage essensen, hvilke skema typer scorer højest, og her er mine hits !

- Skema for følelsesmæssige afsavn

- Skema for underkastelse

- Skema for utilstrækkelig selvkontrol / diciplin

Herefter følger i tæt rækkefølge;

- Skema for forladthed

- Skema for social isolation

- Skema for selv-opofrelse

Og så er der ikke andet at sige end “tak for kaffe”, og her er da noget at gå igang med

I dag er det 3 år siden far døde !

I dag er det 3 år siden far døde. Han blev 87 og var min sidste tilbageværende familie.

Mor og far boede i Spanien i mange år pga. helbredet, og far solgte så huset og kom hjem efter min mor døde. Desværre nåede han kun at være i landet i 19 timer før han fik en voldsom hjerneblødning. Inden det havde han aldrig været syg og var en meget frisk 80 årig, men blev forvandlet til en gammel mand for øjnene af mig. Så håbet om at få min far hjem blev forvandlet til realiteten om barnet, der må tage forældrerollen.

Han kom sig fantastisk og boede sine sidste år i en lille hyggelig lejlighed på Frederiksberg i en opgang med andre ældre, en sød vicevært og fælles frokost om onsdagen. Jeg talte med ham i telefonen hver dag, og vi sås ofte. De første år gik vi ud og spiste lidt frokost sammen og delte en god flaske rødvin, og i hans sidste leveår medbragte jeg lidt godt at spise og drikke.

Vi fik aldrig de snakke om min barndom, jeg havde så meget brug for, en del var gemt langt væk, og resten forsvundet i glemselens tåger, så da far døde var der ingen tilbage, der kunne huske mig fra da jeg var barn.

Far var et godt, men men også på mange måder en utilstrækkelig far. Vi lå begge to under for mor og hendes luner, og det var ofte mit job at stille op for ham overfor mor. Så jeg håbede selvfølgelig på at få en far, da han kom  hjem til Danmark, men sådan gik det jo som bekendt ikke.

Men vi hyggede os med den relation, der var mulig, og jeg blev meget ked af det, da han døde. Så fik den igen overtaget, den følelse af at svæve frit rundt i universet og ikke høre til nogen steder.

Jeg husker hans dødsdag, som var det i går. Dagen inden havde han ringet til mig og været noget forvirret og fortalt mig at han havde fået at vide at han skulle på hospitalet dagen efter, men han kunne ikke huske tidspunktet, om ikke jeg ville ringe og høre hospitalet nærmere. Det gjorde jeg så, men hospitalet havde ikke kontaktet ham, og havde ikke noget stående på ham. Men på hospitalet skulle han åbenbart dagen efter !

Så blev det onsdag, og det var tid for den ugentlige frokost. Far klædte sig altid pænt på, og gik som regel ned i løbet af formiddagen for lige at snakke lidt med viceværten Peter, som udover at være en dejlig vicevært også kunne lave mad. Det gjorde han også denne onsdag, men da klokken blev 13 kom han ikke ned, og Peter fandt ham liggende på gulvet i lejligheden. En ambulance blev tilkaldt og far blev kørt på Frederiksberg hospital. Peter ringede så til mig, og senere ringede hospitalet også for at sige at far var blevet indlagt.

Som så ofte i den slags situationer holder jeg hovedet koldt, og mens jeg ringede efter en taxa tog jeg et stykke rugbrød med spegepølse, som jeg sad og spiste bagved huset og græd. Mens jeg sad der kom far forbi ligesom i et syn, smilede til mig og sagde at han havde det godt nu, at det hele nok skulle gå. I det samme kom taxaen, og afsted skulle jeg.

Nikolaj havde heldigvis fundet en afløser skipper, så han mødte mig ved hospitalet, og der lå lille far så, fuldstændig indskrumpet og bevidstløs, trak vejret uregelmæssigt med en høj rallen og så ud til at være i smerte. Jeg stod og holdt ham i hånden, mens tårerne bare løb. Vi stod der en lille rum tid, så kom en læge ind og fortalte at han havde fået en massiv hjerneblødning, og der nok ikke var så lang tid igen. Om vi ønskede at de skulle prøve at gøre noget for ham ? Nej, bare det ikke gjorde ondt på ham, var mit svar. Om vi ville ind på en enestue med ham ? Jeg nikkede, men vi kom det aldrig, for kort tid efter holdt han op med at trække vejret, og jeg vidste at han var død.

Så blev vi vist ind i et venteværelse, hvor vi fik kaffe og kiks, mens de ordnede ham lidt. Noget af det sære jeg husker fra den dag er at min mobil blev ved med at ringe og jeg hele tiden bad Nikolaj om at tage den samtidig med at jeg sad og så ud af vinduet på sommeren, som var i fuldt flor udenfor, og herinde herskede døden.

De havde nettet ham fint, og vi sad stille med ham de næste par timer indtil jeg ligesom fornemmede at nu var han taget videre, og det var tid at tage hjem. Jeg fik hans ur med hjem og en pose med hans tøj. Så gik vi ud i verden igen, og alt var anderledes. Vi gik i Føtex og købte fars yndlingsmad, rejer, en god bøf og masser af Amarone, tog en taxa hjem og havde en stille aften, hvor vi bla. brændte hans tøj ude i haven, mens jeg græd. Anede ikke man kan have så mange tårer i sig !

Og så fulgte dage med bedemand og praktiske ting. Jeg havde talt med far om hvad han gerne ville omkring begravelse, bisættelse og den slags ting før han døde. Han ønskede ikke nogen begravelse, og på mit spørgsmål om hvorvidt han ville ligge ved siden af mor i urnehaven på Nordre Kirkegård, kom det lakoniske svar, “at han behøvede ikke ligge ved siden af mor”. Det var nok det tætteste min gamle far kom på at sige noget om relationen med mor.

Far blev kremeret., og Nikolaj og jeg tog op og sagde farvel til ham i kapellet med en stor buket lilla syrener.

14 dage efter hans død holdt jeg onsdags frokost med hans opgang, hvor Peter havde lavet mere af hans yndlingsmad, og der var masser af rødvin. Alle havde kun gode ting at sige om far, og vi kiggede billeder og snakkede mens vi spiste, så lidt gravøl blev det da til.

Og nu ligger far ude i haven. Vi søgte om tilladelse til at strø hans aske ud over havet, men min klare fornemmelse var at han egentlig helst ville være sammen med os her, så en lun, regnfuld sommerskumring tog jeg urnen og gik ud i haven og strøede ham ud.

Jeg savner ham stadig og har stadigvæk hans nummer i min mobil.

Han er siden kommet tæt på og har en konstant plads i mit hjerte, det giver trøst, og vi siger godmorgen og godnat hver dag.